Feofar Ukkar er intet foruden stærk og bor 12 procent af sin tid på en skråning i Palo Alto.
“I år er det blevet til 13.”
Feofar Ukkar vender og drejer sig i smør. Hans sekretær kommer løbende igennem stuen og glider i et pas.
“Å det lortepas. Er du ok?”
“Ja, jeg havde ikke set det.”
“Det lå på det glatte gulv.”
“Ja, jeg så det for sent.”
“Gulvet er glat.”
“Haha. Jeg slog mit kranium på radiatoren. Det bløder ud af mine ører. Behagelige minder træder frem.”
“Føler du dig vel til mode, Hubert? Du bløder slemt fra ørerne og du virker lidt mærkelig. Hvad er det for minder du taler om.”
“Jeg bor på en skråning i Palo Alto. Aaargh.”
Hubert falder død om.
“Hvad er der dog med det pas. I sidste uge gled Gud i passet. Dog uden at dø.”
Jeg skærper min opmærksomhed omkring Feofars vanvittige ord men bliver afledt ved synet af et kæmpemæssigt akvarium. Fisk i alle farver svømmer roligt frem og tilbage. Der er en luftpumpe i det ene hjørne. I det andet hjørne er den overliggende glasplade skåret af så man kan putte fiskefoder ned. Bunden er dækket med småsten og der er eventyrlige sten midt i det hele mellem lysegrønne, duvende tangskove. Jeg lader min opmærksomhed flyve tilbage til Feofars barndom og han betragter mig andægtigt.
Din personlighedsforstyrrelse gør dig vel lidt forvrænget, kunne jeg tænke mig?
“Lige nøjagtig. Men man kan ikke se sin egen forvrængethed, eller forskruethed, som jeg plejer at kalde det.”
Feofar Ukkar spadserer ind under sofaen og komme til syne på en kvist uden for vinduet.
Skørt.
“Hvad er det der er skørt?”
Nå, jeg sad bare og tænkte på noget.
“Nå.”
Feofar Ukkar springer på hovedet ned mod en enorm balje cornflakes, men bliver hængende i luften, fastfrosset, af de højere magter, velsagtens.
Er det Gud der er på spil?
“Jeg er af den mening at det kun er 80 procent af de ting som man oplever som begivenheder i ens eget liv, der faktisk er det.”
Det er en anstændig betragtning. Går du ofte med forklæde?
Feofar Ukkar ler befriende af min harmløse vittighed.
