Avbert Maradjøngade er en vaskeægte sprogamatør. Han bliver helt høj af at bruge sproget. Han føler han udtrykker sig selv. Ser man nærmere på personen bag de trivielle linjer som preller totalt af på læseren fordi de ikke rummer nuancer opdager man et unikt individ som paradoksalt nok er fuld af nuancer. Problemet er at man ikke kan se Avbert i digtene fordi han er super glad i hatten. Man bliver nødt til at møde Avbert Maradjøngade i virkeligheden og det er logistisk svært eftersom han bor i en tunnel på Mors. Hvem er personen bag de ligegyldige sager? The Other Newspaper er taget en tur i felten. Jeg har en god løn, så jeg havde taget et par storostemadder med.
Jeg har en god løn, så jeg har taget et par storostemadder med.
”De ser gode, lækre og fine ud. Når det er sådan at du har en god løn synes jeg vi skal spise dem uden skrupler. Uden at takke dig.”
Det er da fjollet ikke at sige tak.
”Nå men så tak. [Gumle.]”
[Gumle.] Jeg har læst de digte du kalder The Best of Avbert. De mangler lidt nuancer.
”Ja. Jeg er ikke så god til nuancer nemlig. Jeg ryger let ud i følelsesmæssige blandingstilstande som gør at jeg bliver hujende ligeglad med nuancerne.”
Er det mon derfor du ikke bliver læst?
”Det er et godt bud.”
Jeg har en god løn.
”Det var da dejligt.”
Hvor meget tjener du?
”Det er ikke meget.”
Intet?
”Næh.”
Har du ikke prøvet at sælge dine digte til nogen der heller ikke er så gode til nuancer?
”Jo. Men de interesserer sig ikke for at læse. De kører frem med andre ting?”
Hvad kører de frem med?
”Det ved jeg ikke hvad jeg skal svare på. Biler.”
Biler?
”Ja.”
Dyt?
”Dyt.”
Hahahahaha.
”Hihihi.”
Jeg tror i virkeligheden godt du mestrer det med nuancer.
”Det kan være jeg skulle slå mig på den vogn så.”
