Jeg har netop passeret medierne. Der ligger tre pakker gær på gulvet.
Hvordan kan det være at jeres om-syge er så dominerende, jeres sind så forpestede af stjerneduperethed på grund af avisomtale, jeres usikkerhed omkring smag så fremherskende på grund af ydrestyrethed og gruppetænkning at I støttede jer kraftigt til sandhedsværdien af at disse bøger er åbenbaringer?
“Det forekom os både rigtigt, moralsk, etisk og æstetisk forsvarligt at støtte os kraftigt til en sandhedsværdi.”
Forsvarligt?
“Forsvarligt.”
Jamen altså I skal være lidt mere naturlige.
“Prisen er for høj. Vi vil ikke kurre og iklæde os haveslanger.”
Det er vrøvl.
“Jamen vi har lænet os op ad en sandhedsværdi.”
Jamen I går oprejste. I skal ikke støtte jer men bare gå.
“Vi er et band.”
I er fem tubaer der spiller på nøjagtig samme måde.
“Akkurat.”
Men hvorfor? I løj!
“Nej.”
I kom gående med denne knortekæp og det kom der et album ud af.
“Albummet hedder Manitoba.”
En Canadisk provins. Jamen, forstår I ikke hvad jeg spørger om. Man kan slet ikke støtte sig op ad en sandhedsværdi. Sproget tillader slet ikke denne ureflekterede og ufilosofiske sætningskonstruktion. I skulle bare have anvendt ordet åbenbaring og spurgt jer selv: Er disse bøger åbenbaringer?
“Det gjorde vi også. Vi gik ind i et rum mage til dette, kaldet “algerummet”, og stillede os selv nøjagtig det spørgsmål du nævner. Men vi blev uenige. Vi følte at der var flere helt legitime grunde til ikke at bruge ordet åbenbaring. Du ved jo nok at kunsten ligger i området mellem det sekulære samfunds etiske sfære og religiøsiteten.”
Humorens plads.
“Inderlighedsproblemet.”
Inderlighedsproblemet?
“Inderlige mennesker kan være noget så hensynsløse fordi de laver deres egne regler og lukker filosofiens klare tanke ned. Det har filosoffen Schufostello skrevet i bogen “Buromsejleren”.”
Vil det sige, at han sejler rundt om et bur?
