Home Non-categorized I læsere: “Hvordan skriver man et kærestebrev?”

I læsere: “Hvordan skriver man et kærestebrev?”

1005

“Det vil ikke overraske jer, kære venner, at mit nøgleord er medlidenhed. På engelsk skriver man “baby” om sin elskede. En baby er et magtesløst væsen, ved vi. Det kender kun til afhængighed. Ingen kender en babys personlighed. Ingen elsker derfor en baby på grund af dens personlighed. Faktisk har en baby ingen personlighed og først senere lærer man babyen at kende for hvad den er og elsker den tilsvarende. Man må gerne skrive baby i et kærestebrev for i sjældne tilfælde slår vores danske modersmål ikke til.

Et kærestebrev er typisk stilet til en kommunal myndighedsperson som så kopierer det og deler det ud til tre statskundskabsstuderende. En elsket er nemlig en stat og det er selvfølgelig statskundskabsstuderende der ved dette bedst.”

“Men er medlidenhed ikke noget med at have ondt af den anden?”

“Jo.”

“Hvorfor skal vi have ondt af en person vi ser en helt masse vidunderligt i? Eller rettere: Hvordan?”

“I skal bruge det levende ord og nedfælde jeres egen forklaring på dette spørgsmål. Dette jeres svar udgør kærestebrevet. Et kærestebrev er et manifest mellem en elsker og en elsket som manifestet laver om til endnu en elsker, en elsker der elsker jer tilbage på grund af det I har skrevet. Det modsatte er i øvrigt også tilfældet. Luthers teser var således i omvendt forstand et kærestebrev til én der hed Boala.”

“Vi elsker en bestemt person. Hvordan skal vi udtrykke vores dybe medlidenhed med vedkommende?”

“Det beror udelukkende på jeres evne til at overskue jeres begges eksistenser, jeres kemi baseret på jeres ordvekslinger gennem tiden samt kropssprog og koge dette ned til et fyndigt og overskueligt evigt fremtidsscenarie baseret på jeres medlidenhed med vedkommende.”

“Det lyder endnu værre end et moderne jobopslag.”

“Værre?

“Floskelagtigt-tomt og komplet uoverskueligt. Ren øre-gas.”

“Så er I på røven. Det var dog forfærdeligt.”

“Forfærdeligt?”

“Fortvivlende. Forfærdeligt fortvivlende. Jeg har virkelig ondt af jer. Ja, det er i virkeligheden min dybe hemmelighed i forhold til netop jer. Jer som jeg elsker. I må aldrig aldrig fortælle det til nogen men jeg har frygtelig ondt af jer.”

“Bare sådan.”

“Bare sådan. Min forstand er sat på en hård prøve.”

Previous articleHvad er mere forfriskende end at være en stakkel?
Next articleBandet De Sultne Karrierer støttede sig under deres arbejde med albummet “Manitoba” kraftigt op ad de tre litteraturkloge avisers åbenbaringsfølsomhed
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)