Det var lige blevet morgen. Dirch Passer kravlede op i træet. Jeg, (Barbara Knødrøssen, dompap!,) sad på verandaen i den paradisiske have med de 24 statuer og de 25 gartnere. Jeg kendte hver og en. Statuerne altså. De havde stået der siden før jeg blev født og før min mor blev født. Så er du med på, at de er gamle.
I det samme, (i det samme, hvad vrøvler hun om?,) kom den 25. gartner hen til mig.
-Barbara Knødrøssen?
-Jaaa.
-Må jeg gerne få fri nu.
-Jamen kære gartnermenneske dog. Du har jo lige mødt.
-Netop derfor står mit hjems fire vægge i særligt kær erindring.
-Hvis det er væggene du længes efter må du gerne tage et billede af dem som du kan se på når du holder pause fra arbejdet.
-Men jeg bor i en slags slot og de fire vægge er ment billedligt.
-Hvorfor arbejder du som gartner når du bor i et slot?
-Det er det min fortælling handler om.
-Din fortælling må være meget nedslående.
-Slet ikke. Vi kan godt tage min fortælling en anden gang.
-Det ville passe mig fint.
-Ja.
-Træd af.
-Ja.
Men der er et tidspunkt i enhver fortælling hvor man skal lade billederne i læserens bevidsthed springe lidt rundt og derefter lægge sig lidt og hvor teksten bør afbrydes. Disse ønsker fra henholdsvis bevidsthed og tekst imødekommes betingelsesløst. En og anden vil måske undre sig over at jeg bliver ved med at vrøvle løs. Det har jeg ikke nogen forklaring på.
