Herman Klop holder her prisoverrækkelsestalen til modtageren af årets Kloppris, Klop Maradjøngade, hans søn.
”Kære Sønnike,
En hest siger kloppetiklop. Det gør den fordi den så at sige rammer underlaget flere gange efter den har sagt det første klop. Ellers ville den bare sige klop. Det kedelige er et stort område som du har skitseret på betagende vis i året der er gået. Ikke mindst i vores givende samtaler. Men også i Klopbogen Klap. Lad os vende os mod sagens kerne som er Klap. Klap er kedelighed 2019. Et sted beskriver du det kedelige som ‘en art uventet dryssen af savsmuld der alligevel ikke helt fanger opmærksomheden og interessen’. Man er egentlig ikke i dårligt humør, men man konfronteres med ‘noget tørt smulder’. Det ‘drysser ned’ og hvor lander det? Det beskriver du i en bisætning om et bibo 400 sider længere fremme hvor det hedder: ‘Det lander på gulvet.’ Uden at pille metaforen helt fra hinanden må man sige at gulvet her repræsenterer den nære fremtid. Det, at savsmuldet lander på gulvet indebærer at vi må forholde os til det før eller siden. Alligevel sad jeg med en fornemmelse efter endt læsning af at det ikke spiller så stor rolle om det savsmuld er der eller ikke. Det er dybest set i orden at der fra tid til anden er en venlig julemand der sidder og saver i taget. Jeg har lagt denne fornemmelse i vindertrofæet, som er denne smukke, omend af størrelse meget begrænsede, pokal. Jeg tror du vil få brug for den. Tillykke!”
