Som ægte evighedsstudent kan jeg ikke gøre andet end at levere et bevis for Thomas Manns kulde så. Beviset vil være kryptisk for mange, men det er lige ud ad landevejen for mig.
Tiden er i den grad løbet fra Thomas Mann, men man kan jo bare åbne hans bøger og læse. Siderne vender nærmest sig selv. Man kommer meget tæt på mennesket Mann men det er mig umuligt at danne mig et overblik over hans karakter eller personlighed eller livsform, for nu at bruge onkel Ludwigs mærkelige, men præcise, udtryk, læs gerne Toril Mois bog, Jens Christensen, for man er jo forskellige livsformer over tid og efter situation, som Zinkernagel så rigtigt pointerede. Og gentog. Og gentog. Sådan har jeg det sjældent med forfattere. Mann må gerne være undvigende, modig og ærlig. Mann var undvigende, modig og ærlig. Jeg synes bare det skorter på idéer hos Mann. Modernisterne, kunstværket som selvstændig garant for dets egen berettigelse, hvilket ‘finish’ der var og er over deres værker men hvilket hykleri for de er jo først og fremmest sprog. Meningen med sprogelementer, ord og sætninger, siger onkel Ludwig Wittgenstein, er deres brug i det daglige liv. Liv er hinanden og kærlighed og ånd og krop når det går højt. Den er Thomas Mann altså helt ærligt ikke med på. Han var dopet og skal aflevere nobelprisen tilbage posthumt.
