I dag ikke-stod vi to, du, min datter og jeg, ved en rasende Canadisk flods vandfald med hinanden i hænderne, forskræmte og små. Din Mor stod og bagte tvebakker i baggrunden, et kendt sted, to lysninger borte og vi undrede os ikke over hvordan hun bar sig ad. Hun var iført en kimono spundet af en enkelt næsten uendelig tråd. Så ankom din latter og du grinede så højt at mit hjerte fløj op som en fugl. Jeg skyndte mig at hælde hele mit livs vand over latteren. Det er vel det mindste man kan gøre.