Ikke gø som en hund, ikke lytte.
Det svenske flag vajer over fyrregrenene på en tynd himmel, da jeg trykker John Spåmand i hånden.
Vil du heller ikke have et glas vand?
“Nej tak,” svarer han afmålt, dannet, overklasseagtigt, rødt, blåt.
Jeg stryger ham over pelsen. Hans ryg sitrer velfornøjet.
