Nørregynge betragter arkene med Holberg dialogen som ligger på det runde stålbord midt i hans studie i Berlin.
“Det er en økologisk dialog med 4000 liter sølvpapir.”
Jamen er det grandiost?
“Det er grandiost.”
Du griner.
“Se. Der kommer 50 turister for at betragte mig. Jeg er blevet til meget, meget stille plastik. De har taget gafler med.”
Turisterne virker venlige og afbalancerede.
“Netop. Gaflerne er deres symbol på deres individuelle dialog med mig. Det er en handel, med månen som eneste synlige element. Med månen som indsats anerkender jeg deres fredstegn og jeg forvandler dem til Nørregynge-turister og de har forvandlet mig til spæk yderst på deres gafler.”
Jeg synes du har neutraliseret dem lige lovlig meget ved at frakende dem grandiositet. Nørregynge-turister.
“Vi er enige om at de gentagne gange har forvandlet mig til spæk yderst på deres gafler?”
Jeg er, på Den Anden Avis’ læseres vegne, glad for at du i det mindste lægger kortene på bordet, men vil samtidig sige dig at spækmistanken er grundløs.
“Fint.”
Hvad skal vi så tale om?
“Endelig ikke mig.”
Kom nu.
“Jeg er bare en fjer.”
Der er blevet til fem høns?
“Så. Nu er gaflerne afleveret. Nu begynder de at frempippe udsagn.”
Pippe?
“De bliver grebet om hjertet. Se deres bevægelser i rummet.”
De siger anerkendende ord om dit studie.
“Mit studie?”
De føler her er rart.
“Jeg er blevet tosset.”