Vi kender alle den pinagtige fornemmelse af at have behandlet en person der er højt på strå i samfundet skødesløst, groft og ubetænksomt, at have råbt hadefuldt og brummet brøsigt af en notabilitet som man ellers kun ville vove hvis notabiliteten var en ligegyldig narrøv. Man bliver næsten vred på den pågældende, der gav indtryk af at være genert og upåfaldende. Men man bruger denne vrede konstruktivt på at smile servilt. Man bider i et sugerør. Man er opløst af glæde over at føre dialog med en stjerne. Dog kan det knibe lidt med hittepåsomheden.
Den slags sociale fadæser behøver ikke overgå Dem. Bare rolig! Har man læst den usædvanligt udbredte og almindeligt kendte selvhjælpsbog ”Situationsfornemmelse i forskellige situationer” af Martin Eva Rippow er man rustet til lidt af hvert.
Bogen er typisk selvhjælp. Fuld af ørreder. Den er afgjort avanceret, det nægter jeg ikke. Ja, den er for de avancerede der gerne vil løftes endnu højere mod den morsomme og sjældent korrekte sociale himmel. På en vis måde er bogen en vits, for situationerne er groteske og forekommer at være uden jordforbindelse. Og dog tror jeg at den vil stimulere nogle til at grine sådan pah ha ha.


