Da jeg i sin tid blev bedt om at lave en krydsroman af Maradjøngade fra Akademiet i Neapel og Frederikssund var jeg lidt underlig. Jeg havde ikke hørt om genren før, men min hustru oversatte fra en blanding af italiensk og frederikssundsk at der var tale om noget eklatant vrøvl, nemlig en romanagtig genre der bragte to særskilte og, for såkaldt almindelige mennesker, ganske uforenelige tematikker sammen i et handlingsforløb der gerne måtte være uden handling. Jeg var meget taknemmelig på det tidspunkt i mit liv. Mest fordi jeg havde bygget en lo. Jeg brugte lotaknemmeligheden ved skrivebordet og i dag foreligger romanen og er blevet læst af én dansker, nemlig min nabo Skatter Takhøj. Det hele er meget tåbeligt. Meget. Jeg laver nok ikke en krydsroman igen med så tåbeligt et udspil lavet af så tåbelige og lumske mennesker. Oplægget var, at jeg skulle skrive om dels en fornuftig professor og dels om en hæk i nærheden af hvilken der kun er foregået charmerende ting. To afsindigheder, med andre ord. Hvem kan forestille sig en fornuftig professor? Professorer er så distræte, virkelighedsfjerne og uselvkorrigerende. De fiser bare derudaf. I går kørte en professor således forbi mig i meget høj fart. Han skulle sikkert hjem og presse citroner på sit fine gulv. Den mærkelige hæk frembød et endnu større problem. Fandtes den i virkeligheden? Hvorfor spørger jeg Dem? Hvis den fandtes, var jeg så mere interesseret i at finde den end i at skrive om den? Er en enkeltstående charmerende livsbegivenhed noget værd i det store billede? Er det en garanti for noget som helst? Jeg er ikke hedonist, men måtte alligevel indrømme at hækken virkede tiltrækkende. For at skjule min tiltrækning for min familie lod jeg loen stå åben og professoren smutte ind. Nu havde jeg professoren og kunne fortælle ham i ro og mag om den løfterige hæk. Han bakkede på sin pibe og væltede sig til siden, adræt og ordentlig som han var. Vi blev enige om at blive medlemmer af en sær klike af spioner og holde os på tre æblers afstand af hinanden.