Home Non-categorized Brando Dalfrøcies erindrer ved hjælp af bast

Brando Dalfrøcies erindrer ved hjælp af bast

313

Da jeg i sin tid blev bedt om at lave en krydsroman af Maradjøngade fra Akademiet i Neapel og Frederikssund var jeg lidt underlig. Jeg havde ikke hørt om genren før, men min hustru oversatte fra en blanding af italiensk og frederikssundsk at der var tale om noget eklatant vrøvl, nemlig en romanagtig genre der bragte to særskilte og, for såkaldt almindelige mennesker, ganske uforenelige tematikker sammen i et handlingsforløb der gerne måtte være uden handling. Jeg var meget taknemmelig på det tidspunkt i mit liv. Mest fordi jeg havde bygget en lo. Jeg brugte lotaknemmeligheden ved skrivebordet og i dag foreligger romanen og er blevet læst af én dansker, nemlig min nabo Skatter Takhøj. Det hele er meget tåbeligt. Meget. Jeg laver nok ikke en krydsroman igen med så tåbeligt et udspil lavet af så tåbelige og lumske mennesker. Oplægget var, at jeg skulle skrive om dels en fornuftig professor og dels om en hæk i nærheden af hvilken der kun er foregået charmerende ting. To afsindigheder, med andre ord. Hvem kan forestille sig en fornuftig professor? Professorer er så distræte, virkelighedsfjerne og uselvkorrigerende. De fiser bare derudaf. I går kørte en professor således forbi mig i meget høj fart. Han skulle sikkert hjem og presse citroner på sit fine gulv. Den mærkelige hæk frembød et endnu større problem. Fandtes den i virkeligheden? Hvorfor spørger jeg Dem? Hvis den fandtes, var jeg så mere interesseret i at finde den end i at skrive om den? Er en enkeltstående charmerende livsbegivenhed noget værd i det store billede? Er det en garanti for noget som helst? Jeg er ikke hedonist, men måtte alligevel indrømme at hækken virkede tiltrækkende. For at skjule min tiltrækning for min familie lod jeg loen stå åben og professoren smutte ind. Nu havde jeg professoren og kunne fortælle ham i ro og mag om den løfterige hæk. Han bakkede på sin pibe og væltede sig til siden, adræt og ordentlig som han var. Vi blev enige om at blive medlemmer af en sær klike af spioner og holde os på tre æblers afstand af hinanden.

Previous articleBruno Koklópos ti minutter
Next articleHockens embede
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.