Hockens arbejde er at forarbejde. Han vælger selv hvad. Der er masser af pauser. I hver anden pause serveres uspiselige retter og i hver anden serveres velsmagende. Jeg møder Hocken mens to af hans nærmeste kolleger, der begge er høns, spiser upoppede popcorn. Hocken selv står lænet op ad en lygtepæl der er anbragt midt i det åbne kontor. Han ser en lille smule sej ud og en lille smule cool. 50 procent af hver.
Du holder pause?
Hocken tygger tyggegummi for at se ekstra sej ud. Han fumler langsomt med ærmet for samtidig at se cool ud.
“Jeg holder pause og øver mig i at være både sej og cool.”
Det lyder vanskeligt. Man er vel bare som man er?
“Det er vigtigt at være cool.”
Er sej og cool ikke det samme?
“Nej. Cool er livserfaren og venlig og medlevende, tilbageholdende, fåmælt og humoristisk. Den slags. Sej er mere sådan lidt flabet.”
Bliver folk så ikke forvirrede når du står her ved lygtepælen og er både sej og cool på samme tid?
“De er igang med at pikke korn op.”
