Husk at din sårbarhed indebærer at du kan blive såret.
Jeg havde engang en veninde der var mange ting. Jeg savner hende, men hun er ikke iblandt os længere. Jeg savner hendes beskyttende vrede og vil gerne ære hende og fortælle om hende her så hun og denne beskyttende vrede ikke bliver glemt. Den var måske ikke forbilledlig, men snarere egensindig og flammende ren og altså beskyttende. Jeg nød flere gange godt af den. Hun beskyttede mig på nettet og vi gik i Dyrehaven sammen. Hun beskyttede mig digitalt og vi gik til fester sammen i under-Aarhus. Var det en renhjertet kvindelig vrede? Ja. Jeg elskede hende, indser jeg for sent. Jeg ville saft susme gerne have knyttet et venskabsbånd med hende baseret på stabilitet og bilaterale hyggelige telefonsamtaler og cafébesøg. Hvor jeg glædes ved at huske hende. Hendes latter og den måde hun påtalte min fnisende, barnlige latter med stor kærlighed.
Hun kunne ikke lide folk der mishandlede mig ved at pisse på min sårbarhed og drev mig til vanvid, så hun må have elsket mig tilbage. På en lidt for akut, verdensfjern måde, for hun var skadet.
