Kære gamle ven!
Dette brev vil ændre alt. Hør blot. Vi har en negfabrik i Zimbabwe. Her er ikke meget at gøre. Høste og binde negene ude på en anden persons mark. Inspicere dem i fabrikshallen for at se om der har sneget sig en banan ind i dem. Køre bananen ind i junglen og binde den til et træ.
Vi har en kultur, et samfund og en omgangsform som vil få øjnene til at poppe ud af hovedet på dig.
Vi har penge i fælleskassen til at købe alle formødenheder. I går købte min sidemand i den bus vi kører rundt i når vi har fri en knækket agurk.
At vende hjem fra dette sted må være svært. Skid på det. Det er bare meningen med livet.
Vi kalder os Haggahuggaklubben.
Vi har ansat en klogsebuks der med sin forstand på hvad mennesker basalt set er, skriver vores bøger.
Vi har ansat en negmand som direktør for fabrikken.
Én i blandt os mener at vi er en hob sølle skiderikker der kujonagtigt er flygtet fra livet. Han udgør et problem. Derfor har vi vedhæftet ham på denne mail og beder redaktionen på The Other Newspaper om at afgøre hans videre skæbne.
Strømpehilsner
Claus
Hvorfor mener du at tosserne nede i Zimbabwe flygter fra livet?
“De har gjort noget sammen, som de burde, på traditionel Luthersk vis, have gjort enkeltvis.”
De har etableret en negfabrik og et samfund. Hvem sælger de negene til?
“En mand der hedder Jukser.”
Jeg begynder at ane konturerne af en vildt, vildt vellykket artikel og siger dig mange tak.
“Tak for hvad dog?”
For at du har taget så pænt tøj på.
“Jeg ligner en mumie.”
