Nu har jeg lavet mine lektier og orienteret mig i gamle Max Webers tankeunivers ved at læse indledningen til Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Jeg blev rundtosset og må fremsætte den tese at Weber havde en paranoid personlighed, hvilket underbygges dels af faderens tvangsmæssige anti-religiøsitet og moderens insisterende calvinisme, samt af det faktum at Weber var psykisk dårlig og fik en psykose som indsnævrede hans metode betragteligt. Jeg tvivler på at jeg vil læse videre, men lad os nu se. Hans beskrivelse og analyse af hvordan reformationens efterdønninger efterhånden trængte ned i folkedybet og gjorde at vi alle til hobe fik frelsesinteresser ved at blive myreflittige i vores arbejde og begyndte at leve efter en snor, ligesom vores kvindelige hovedperson, har en høj skønhedsværdi, som dog ikke overgår vores kvindelige hovedpersons skønhedsværdi.
Weber: Et fragment til en afklaring vi endnu har i vente. Lad dog begrebet almindelig praktisk nærhed i det daglige vågne! Kuk-kuk! Vågn!
(Jeg vil ikke reducere Weber til hans diagnoser, det klarede han selv.)
Jeg gik til Weber for bedre at kunne forstå min mandlige hovedperson, jeg ved det lyder ualmindelig krukket, men gik tomhændet derfra. Tænk at leve i en præ-Wittgensteiniansk æra, som Weber gjorde, hvor det at lave en intellektuel analyse af tre entiteter, ånd, protestantisme, kapitalisme ikke per selvfølgelighed handler om, metodisk, at inddrage hele sprogsfæren. I dag ved vi at en sprogsfære er ensbetydende med en virkelighed, samt at der er mange virkeligheder.
Weber kan ikke inspirere mig. Sociologerne har overhalet Wittgenstein indenom og kørt ud af en tangent. Småpinligt.
Min hovedperson er fuldkommen enig.
