Onkel Erik og onkel Victor kunne ikke være i stue sammen. Victor, lillebroren følte sig overfuset hver gang onkel Erik udtalte sig og Erik, der havde flere sindslidelser og levede på bedste beskub af en førtidspension og også var forfatter følte ikke at Victor kunne rumme ham. Den slags er ufarbar vej i psykiatrien og det skal der handles på, der skal trækkes en grænse, skodderne skal ned og det kan ikke gå for hurtigt. Men lad mig et øjeblik stille skarpt på generel konstruktiv uforsonlighed, for det kræver en indledende nuancering –
Samfundet overbyder psykiatrien med pænhed. Forsøger at overdøve psykiatriens retningslinjer, udviske dem. Det er derfor så mange læger fravælger psykiatrien når de vælger speciale. Psykiatrien er, alt i alt, underdrejet, nedprioriteret, ja, værre, glemt!
Vores hovedpersoner havde været for meget sammen med Victor som helt unge. Victor mente at han var det bedst tænkelige selskab for dem, men det var forkert. Lad teenagere gøre deres egne erfaringer. Den modenhed de havde opnået i Victors selskab var og blev for Paul Auster-agtig. Murakami. Den slags.
