Home Non-categorized Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 4. optegnelse

Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 4. optegnelse

1693

“Ingen smerte varer ved.”

Jeg tror ikke det kræver en høj grad af sensitivitet, følsomhed, at se at folk kan blive reducerede af skilsmisse.

“Hvad der ikke knækker dig, gør dig stærkere.”

Hvad enten det var to spydkastende jøder eller Tom Daniels der før var onkel Victor der påførte mine to hovedpersoners trængsler i kapitel fire i bjergpasset må jeg stoppe op og sige: Jeg har et barn! Dette barns sensitivitet optager mig og bør optage mig. Skriftligt, især skriftligt.

Jeg ved visse ting.

1. Vores forhold er stærkt.

2. Vores kærlighed er stærk.

3. Coronakrisen, hvor jeg har boet hjemme hos mine to kæreste har gjort vores alles forhold og vores kærlighed stærkere.

4. Hun hvæser af mig, hvilket jeg accepterer. 🙂

5. Jeg har skældt hende for meget ud i vores tid indtil nu, men ikke i de seneste to dage.

6. Jeg lover hermed mig selv at kalde hende ved hendes rigtige navn fremover.

7. Missionen med at undlade at skælde hende alt for meget ud har båret frugt. Hun er hverken uregerlig eller forkælet. Hun er ligesom hun skal være.

9. Anne Maries forhold til hende er højkristeligt, ligesom Birgittes til mig, da jeg var barn. Birgitte blev inviteret af min Mor og besøgte os de fornødne tre til fem gange. Forstår ingen nutildags betydningen af den slags besøg? Hvor vigtigt det er at besøge sine venners børn også. Tak Anne Marie! Én Birgitte er nok, tænker jeg, én.

Spredte bemærkninger, i lyset af ovenstående, om det manus jeg er i gang med

Min ulyst til at bygge de to hovedpersoner op er vokset til en art kyskhedsløfte, en elementær ligegyldighed i forhold til hvem de er, en modstand imod at trænge ind i deres verden, hvilket romanformen kræver og hvilket uundgåeligt kommer til at ske. Hvorfor er det ikke barnets verden der er hovedpersonen. Skyldig-ikke skyldig, der er et regulært arbejde i at fokusere på sine to nærmeste. Jeg må have fingeren på pulsen og lægge mærke til hvad der foregår. Lektier til i morgen: Den første, den bedste fagbog om børns verden. Til adspredelse: Drømmetydningspaperbacken og Dr. Zuckaroffs Testamente.

[Første][Næste]

Previous articleDagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 3. optegnelse
Next articleDagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. del, 5. optegnelse
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)