De nederdrægtige skilsmisser byder mig imod. De går ud over børnene og det er synd, ja, ganske forfærdeligt. Jeg har hverken fantasi eller overblik over hvordan det må være at være part i al det og tage ansvar på sådan en yderpol, ja, på Nordpolen hvor alt bare handler om at sidde selvisk i en snestorm med dynejakken trukket op i panden. Min position er hån der selvfølgelig klæder mig dårligt og en inderlig bøn til forældrene om at, ja, hvad? aner det ikke!, tiden, tiden arbejder, høre opera, jeg ved ikke og skal, bør og orker ikke at forholde mig til det eftersom det er udenfor min erfaringshorisont.
Skilsmissekortet findes i ethvert ægteskab og det skal man ikke tale om, men lade ligge, for det der står skrevet på forsiden af dette kort er mestendels konventionelt, ydrestyret, det er noget samfundet har opfundet og dertil er der meget usprog og unuanceret skrift anført på forsiden af skilsmissekortet. Statistikken siger at langt de fleste skilsmisser er initierede af den ene og af disse de fleste af kvinden i en magtesløshed af regulær frygt for den anden eller frygt for at skade sig selv, børnene, andre, livet, kærligheden. En masse ting som det ikke giver mening at tale om fordi det, er så nyt, fremmed, overrumplende, det er for svært at tale om. Det frie ord flyver ud af vinduet.
Det der står på bagsiden af skilsmissekortet er mere personligt og derfor mere filosofisk-menneskeligt interessant. Det er vores egne filosofiske fortolkninger af det vi alle ved der står på forsiden af kortet og som vi derfor ikke behøver at redegøre for her. Men, som sagt: Bagsiden af skilsmissekortet er personlig og derfor rører vi ikke mere ved det.
