Vi ved ikke stort om Danutski. Får måske heller ikke lyst til det ved at læse hans breve. Men samlingen er en kompakt lille sag, klogt disponeret, det indledende brev til Vibeke Morten er således optrykt flere gange med forskellige baggrundsfarver og det er rigtigt set: Et brev føles forskelligt alt efter hvilken livsfase man er i. Da jeg læste sætningen hvor Danuski præsenterer sig selv (“Jeg er almindelig af højde, har lyst hår, bærer et sølvkors uden på blusen og spiller dart.”) fik jeg første gang mælken i den gale hals og anden gang tog jeg mig til hovedet. Jeg gennemløb dermed to livsfaser inden for bare en halv time og det fik mig til at lette på hatten for Danutski hvilket virkelig var ustyrligt pinligt eftersom jeg på daværende tidspunkt sad i en halvfuld bus. Da jeg steg af og var på vej hjem talte jeg engelsk med mig selv for at overvinde skammen.
Danutskis bog er en bog der viser noget om os selv. Hvor ligger bilnøglerne? (På chatollet, ved siden af den gamle kineser.) Hvorfor sæber vi os ind på samme måde når vi går i bad? (Vanen.) Hvorfor sæber vi os ind, når vi ikke går i bad? (Fordi vi er tossede.) Det er spørgsmål med banale svar, som det alligevel er værd at tænke over, først og fremmest fordi sproget er så rigt (“Jeg tog et ildsværd”), dernæst fordi sproget er så overraskende (“Jeg tog et flæskesvær”) og endelig fordi sproget er så finket (“Jeg finkede et flæskesvær”).
