”Han er ikke en af os!” Sådan oplevede mange danskere torsdag Nuser Emil Englykke, hvorefter de sendte ham sand. Sand for at understøtte den liggende mand. Forklaring følger forhåbentlig.
”Vi var bare med på en slags lytter.” Så uendeligt præcist beskrev Preben Præcis situationen, men fortsatte, desværre, vrøvlende: ”Hjem fra Bangladesh. Har købt en vaffelis. Vaffelis smeltet på flyveturen. Det, der er tilbage af vaffelis tilbage til Bangladesh.” Nonsens fra ende til anden, der intet har med Nuser Emil Englykke sandsituation at gøre.
Men desværre var Preben Præcis Den Anden Avis eneste kilde. Flot, at han så flot vedkendte sig flotheden ved bare at være et ganske almindeligt røvhul. Uflot at han flottede sig ved at lade munden løbe. Preben Præcis fortsatte, nu overraskende scenevant, med at læne sig ubehageligt langt tilbage i interviewstolen. Det var mig ganske enkelt umuligt at fortsætte interviewet, jeg kunne ganske enkelt ikke se på Preben Præcis, selv når jeg kiggede kunne jeg ikke se ham nogen steder, så jeg satte mig for at afbryde det her og opspore Nuser Emil Englykke iklædt tre cykler.
Hvorfor er du iført tre cykler?
„Lad mig fortælle dig en lille historie.“
Jeg elsker små historier.
„Der var engang tre nelliker.“
Ja?
„Så.“
Det var eddermame en kort historie.
„Var det?“
Ja, mand!
