Jeg synes måske nok at de danske politikere i aftenens indledende partilederdebat var lidt for prægede af den danske nationalkarakter, altså først og fremmest den trættende tilbøjelighed til at følge regler, i dette tilfælde “tonen på Borgen”, til at den egentlig interesserede mig. Den slags kræmmermentalitet, der hele tiden drejer sig om “hvordan får vi råd” er ganske enkelt upassende.
Hvorfor kun tale om penge, når vi har råd til velfærd? Det virker så småligt, ja, unaturligt i lyset af alle de dejlige arbejdspladser der er. Hvorfor ikke tale om indholdet af vores velfærd? Det var dog en sørgelig liberalistisk tanke at vi skal klare den sag helt på egen hånd, hver især, mutters alene. Næh, vi skal have politikere der tør fortælle os at vores liv ikke er noget værd uden kultur. De skal være top-trænede i kulturel anstændighed. Et lille, men betydningsfuldt, parti der ikke går efter regeringsmagt er på sin plads. Et sådant parti, Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er virkelig vigtigt af grunde som har at gøre med kultur. Vi skal bestemt da heller ikke i Folketinget. Det ville kræve kørsel fra land til by og involvere begrebssmitsom omgang med en masse unaturlige og uelskede personager. Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er, som sagt, virkelig vigtigt. Ok. Ret vigtigt. Hvorfor? Ikke fordi vi som enkeltpersoner, hvad er en enkeltperson, uden hinanden er vi intet, skal flytte os og forbedre os. Det ville være ualmindelig træls hvis vi skulle til det. Kultur er indholdet af vores liv. De bedste samtaler er kultur; de bedste venskaber og fjendskaber er kultur. Kultur i form af bøger, film osv. kommer i anden række. Lad os få styr på vores kultur, ikke først og fremmest ved at se på det dunkle, som for eksempel vores historie er, mishandlede din oldefar sin kone og børn, øh ja, ups, historie er dunkelt, ja, alt for meget støvssobberi. Historie er et overvurderet kulturelt fænomen, men ved at se på psykiatri, følelser og livsindhold og livskraft og selvrealisering og venlighed fremfor de sørgelige og ret kyniske alternativer selvopholdelsesdrift, magtkampe, fjendebilleder og krig. Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti kan inspirere os i et ret begrænset, men dejligt kontrolleret, omfang til, blandt andet, at bedømme de andre politikeres karakter. Det er helt latterligt at vi er gået væk fra det, når, blandt andet, kropssprog hele tiden afslører for alle hvordan vi tænker. Vores egen karakter som medlemmer af Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti forbliver en dyb, dyb hemmelighed. Vi i Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er nemlig for sarte, ja, lad os bare kalde en spade for en spade, for sårbare til egentlig selverkendelse. Selverkendelse kræver simpelthen en håndfasthed som vi ikke er vant til og som let slår ud i emsighed og attituder.
Bliver et parti i sandhed krøllet af at have kulturpolitikken som mærkesag? Nej da.
I Dansk Psykiatrisk Åndeligt Parti er vi bange for ordet værdier. Det bruger alle de andre partier og det er ganske frygteligt at høre på. Værdier er den løgnagtige forestilling om psykiatri og ånd holdt ud i armslængde. Det er for videnskabsmandsagtigt og for kommunikationskvindeagtigt. Det gider vi slet ikke høre på.
