Katja og Doris faldt i deres første meningsfulde snak, livgivende og hemmelig som et fælles hul i jorden, den dag på græsplænen foran den herregård på hver side af hvilken de havde slået sig ned i to af de forhenværende arbejderboliger med deres familier. Den løbske græsslåmaskine mellem stierne i barokhaven afslørede at Petersen var faldet til jorden. Gamle Petersen. Den evigt halvberusede gartner som de begge var forelskede i til op over begge ører. Petersen var så moden at skillelinjen mellem dyb kærlighed og forelskelse var blevet ham ligegyldig. Nu lå han på jorden og rallede med øjnene dækket af de to billeder af de to børn Doris og Katja skulle føde ham med få måneders mellemrum efter sommeren var forbi. Han tog en dyb indånding og satte sig op i perlegruset og modtog sine to kvinder med armene slået ud.
