Jeg kan ikke forestille mig noget mere bekvemt hånende den bilaterale samtale end Yahya Hassans digte. Den autofiktive bølge er passé om 10 år. Den vil ikke finde en balance og Knausgård får ikke Nobelprisen i Litteratur. Bølgen vil gå over i historien som en konfus, banal kuriositet, som en forbigående åndelig demens med alle de konsekvenser for de pårørende som demens har i virkelighedens verden.
Sikken en verden vi lever i.
Jeg foretrækker livet frem for verden. Livet med mine nære og kære.
Omsorg.
Nærhed.
Kærlighed.
Jeg kan ikke forestille mig noget mere sølle end en vennegruppe. Jeg kan ikke forestille mig noget mere fattigt end en gruppermiddagsinvitation. Jeg kan ikke forestille mig nogen mere modbydelig skabning end en person der sætter livet, heriblandt omsorgen, nærheden og kærligheden til side for at lave kapitalistiske, selvberoende kunstværker.
Mennesker der bruger udtrykket ”Er dårlig til at tale om følelser” er ikke hjemmevante i livet mens de siger det, de er i en presset, demoraliseret, fortvivlet situation som muligvis er livsvarig. I det tilfælde må man sige at de er skadede. Når man har det sådan er man ikke konstruktiv men farlig for ens nære og kære fordi udtrykket er meningsløst. Det man kan gøre er at holde hovedet koldt og hjertet varmt og føre en bilateral samtale med en behandler i psykiatrien eller en psykolog eller psykiater, som på et senere tidspunkt sætter en i stand til at føre en samtale med en nær ven. Gruppesamtaler er utilstrækkelige. Samfundet er ustyrlig fjendtligt overfor den bilaterale samtale fordi folk ikke erkender sig selv som vrag der er psykisk syge alle til hobe men flygter ind i en kapitalistisk livsverden hvor leg er blevet det samme som evnen til at producere kapitalistiske kunstprodukter der står selv, spændt ud mellem form og indhold. Så sølle er vores kunstforståelse blevet. Så sølle er vores begreb om venskab blevet.