“Den indre korsvej er rødmosset.”
“Det forstår de godt på planteskolen.”
Da jeg spørger Hubert, hvad han mener, fortæller han mig sin anekdote, Turen fra Vikke og tilbage til Vikke:
“Du forstår godt, at jeg må bruge ordet turen fremfor rejsen.”
Jeg nikker beundrende.
“Helt ude i marsken ligger et lille hus hvor der bor en prinsesse.”
Jeg forsøger at visualisere det letfattelige poetiske billede i fantasien men det lykkes ikke.
“To prinsesser dansede.”
Hvor kom den anden prinsesse fra. Nu bliver det lidt forvirrende. Jeg forlanger svar af Hubert. Han forklarer mig, at hans fortælleglæde overvældede ham og at han lod sig overrumple af en ny historie, hvilket beroliger mig så meget at jeg endelig falder i søvn. Hubert har nået sit mål og trisser ud af huset med sin dejlige hund forbi mit sovende jeg. Da jeg atter vågner indser jeg at vi begge er gået ud for at forlænge det særprægede, men ret underfulde, kærlighedskapitel der begynder når man har rundet de 40. Jeg har ikke gået i søvne, hvis det er det De tror, næ, jeg har såmænd arbejdet, taget en bus og taget et skib og nu er jeg i en by. På torvet står Hubert og smiler over fire citroner. Vores koner virker glade og den mest strålende af vores koner fortæller slutningen af anekdoten som Hubert begyndte på. Den kender de fleste.
