Bogen er pakket ind som en kærlighedsroman med parfume og alting. I den stort anlagte handling følger vi 24 hjerter der ruller ned ad en bakke. Men de lægger sig bare for foden af bakken ligesom sten. Jeg kan ikke se hvad Prik Bajer vil med denne historie, men jeg forstår så udmærket kvinderne der med undersøgende blikke og i hvide kjoler går forbi stenene. Men jeg har også en usædvanlig rutine i at beskæftige mig med den slags sager. Bogen stopper tre gange og det virker passende.
