Preben var Gud for Bo. Bare til husbehov. Når Preben sagde “En morgen stod Gud op i stedet for solen. Enkelte smed æbler efter Ham” var Bo med på hvad Preben mente og tog notater i sit indre mens de begge grinede indforstået. Men Bo var en tak bedre. Han var hævet over alt når han lå i sengen og tænkte så det bragede. Når han derimod rejste sig og begav sig ud på en vandring over stuegulvet gik det tilbage for ham. Verden blev falsk. Han vidste aldrig hvad han havde brug for. Han følte en vedvarende uro og angst. Men endnu er intet sagt. De to venner æltede jo bare begrebet om den rigtige Gud for hinanden og hermed var den rigtige Gud vel tilfreds. Engang lå Preben og Bo på deres rygge på en ø af siv i en mose. De var lige benovede over hinanden og over naturen omkring dem og i dybet under dem lå en enorm mastekran.
