Digteren Maradjøngade skriver sin blide, underfundige, halvgale, luftige forårshyldest således:
“Ode til foråret
Min død stammer, klaprer, slår ud mod dem jeg elsker, finder sig ikke i at blive overlevet af vejskilte med “Tisvildeleje”, det eneste jeg umiddelbart kan komme på at min død ikke gør, af de mere eller mindre traditionelle ting, er at vrisse og skære tænder. Specielt fordi den har alle disse mærkværdige egenskaber, og ganske sikkert også flere, finder jeg det ret mærkeligt at jeg tror på at den ikke eksisterer. Bøgeskoven med alle dens herlige forårsplanter.”
Tak for dit forårsdigt Maradjøngade. Man kan ligefrem mærke duften af forår. Men der var noget jeg kom til at tænke på.
”Ja.”
Ja.
”Spørg løs. Håhum.”
Forårsdelen fylder ikke så meget.
”Det er egentlig rigtigt.”
Ja.
”Ja.”
Det virker på mig næsten lidt påklistret det med foråret. Lidt uden for den sammenhæng som jeg vil driste mig til at sige er temaet for størstedelen af digtet, nemlig din personlige død. Din holdning til din egen død.
”Min personlige død. Min holdning til min egen død.”
Det memento mori, som jeg opfatter digtets overrumplende temaskift fra forår direkte til personlig død…
”Ja.”
…er det noget der så at sige står i kristendommen?
”Står i kristendommen. Står i kristendommen. Hvad er det for noget vrøvl.”
Det er altså dig der har skrevet et lidt mærkværdigt digt.
”Nej, jeg har ikke.”
Hvem har så skrevet det?
”Janda Karosseri.”