“Den var ligesom mig. Jeg sværger. Udfordrende. God. Tankevækkende. Alt det jeg selv er. Men jeg er i live. Bogen er bare af papir.”
Du minder mig ellers om et stykke papir.
“Trump har givet mange intellektuelle anledning til selvros. Nu vil jeg så fortsætte med at rose mig selv.”
Din latterlige, selvhøjtidelige, selvbegravede klaphat.
“Din usle bølle.”
Din din. Din. Din intellektuelle, dameglade damebladsskribent.
“Jeg hader lægeromaner.”
Du har da lige skrevet en. Fehår til fest.
“Det er en hemmelighed. Det er masser af år siden.”
Men vi er enige om at du er en klog, klog en. Det generer mig egentlig. Nå. Sig noget klogt igen.
“Noget Strindberg-klogt?”
Noget Strindberg-klogt.
“Vi er fuldstændig absurde væsener. Det er sandelig ikke det vi gør. Næ nej, det er det vi er. Der er mange jeg møder på min vej som siger det modsatte. At det er det vi gør som, i deres store forstand, er absurd. Vær dog børn! Helst flere. Altså du skal være flere børn!”
Hørt!
“Fx det vi gør ved verden og hinanden osv. osv. Det er da klart vi gør sådan når vi er sådan. Lad dog være med at hænge en dybsindig ikke-forurenende kondiløberetiket op som tilslører at vi er absurde væsener. For disse narrøve der ikke kan se hvor alt, alt for lidt vi væsener griner og græder. Disse voksne. Det er da dem jeg er ligeglad med i relation til avisen her. De indser ikke at krop og sjæl og ånd mødes i den lille luftstrøm når vi fniser.”
