Der var så mange bævere at det var kulravende mørkt. Da stod uglen op og det var muligt at skelne indtil flere hvide kaniner. Midt i det hele sad Knudsen Maradjøngade.
Han tænkte:
“At stikke næsen frem i offentligheden med sin egen stemme og med en hemmelig drøm om at blive hørt. Derpå at blive sat op på en piedestal og beundret. Ja. Begge dele er lige barokke, men det generer mig ikke det mindste.”
Hurra for det sovende Atlanterhav, tænkte Maradjøngade og spidsede pennen. Så lagde han den til side igen og læste sidste trediedel af novellen “Blotteren og bomben” af Boris Handske om en blotter der får sprængt frakken af.
Nu blev mørket tættere og Knudsen Maradjøngade kunne lige akkurat se op over det. Men det var lyst! Det var bare dynen der kaldte på hans hemmeligt sorgfulde, af pludselig overrumplende selvbevidsthed nedtyngede, krop.
“Hvad er du så trist over gamle jas?” spurgte han, men fik intet svar.
Der lå kroppen med Maradjøngade en rum tid og resignerede.
Hans tanker klatrede på en underlig bred stige mens hans selv beundrede de smidige bevægelser. Han så sig selv i det uendelige og blev døsig. I baggrunden trådte Spakka ind i stuen nedenunder og sagde hej. Han fik mobiliseret et rungende hej.
