Home Non-categorized ”Der vimses”: 1. Akt, 11. Scene

”Der vimses”: 1. Akt, 11. Scene

28

Skuespiller 1: [Står oprejst med stok som en romantisk helt fra Der Wanderer über dem Nebelmeer og betragter A4-ark, da Skuespiller 1 kommer ind på scenen modsat.] Elsk den imam!

Skuespiller 2: [Gransker flygtigt ansigtet på A4-arket] Ham holder vi begge af på Facebook, Skuespiller 1.

Skuespiller 1: Og hvad hvis jeg fortæller dig at jeg stakkels skuespiller ældes med 10 år hver gang jeg svinger dette papir i luften og beordrer en ven jeg virkelig holder af: Elsk den imam! Nu gentog jeg det. Giv mig min stok!

Skuespiller 2: [Giver venlig opbakning med et skuldertræk] Det er vældig underholdende. Din stok er ved din side.

Skuespiller 1: Fortæl mig nu som en foryngelsessuppe hvilke manuskripter vi har fået ind i dag…

Skuespiller 2: Jeg må skuffe dig. Ingen resultater. Vi må vente tålmodigt.

Skuespiller 1: [Teatralsk, overspiller bevidst] Jeg er nu 80 år gammel. Men jeg ved, ak, at tålmodighed ikke er en præstation. Tålmodighed er ikke noget man skal præstere. Nej, nej, det er det ikke.

Skuespiller 2: Jeg er 50 år gammel. Jeg ved den slags, kære ven.

Skuespiller 1: Kære ven, hvornår dumper det manuskript ind ad brevsprækken som vi sådan har glædet os til. Det med sætningen: ”At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.”

Skuespiller 2: Den gyldne sætning som ikke findes i Netflix’ repertoire. ”At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.”

Skuespiller 1: For at et sådant ejerskab kan finde sted i kærlighed og i sandhed må der være et skjult patriarkat.

[Abraham og Anne Lise ind fra samme side som da Skuespiller 2 gjorde sin entre. Ophidsede, midt i en diskussion]

Abraham: At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt. [Anne Lise halser efter ham, men de når at forlade scenen i modsatte side før vi hører hendes svar]

Skuespiller 1: [Løber efter dem, chokeret, ophidset, taber A4-arket, drejer sig om og betragter det flygtigt og forlader scenen i løb] Abraham! Sådan må du ikke sige!

[Skuespiller 2 samler A4-arket op og forlader scenen til modsatte side. Lys ud]

Previous article”Der vimses”: 1. Akt, 10. Scene
Next articleTak, Gud, for denne dags latter, samvær og glæde
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.