Skuespiller 1: [Står oprejst med stok som en romantisk helt fra Der Wanderer über dem Nebelmeer og betragter A4-ark, da Skuespiller 1 kommer ind på scenen modsat.] Elsk den imam!
Skuespiller 2: [Gransker flygtigt ansigtet på A4-arket] Ham holder vi begge af på Facebook, Skuespiller 1.
Skuespiller 1: Og hvad hvis jeg fortæller dig at jeg stakkels skuespiller ældes med 10 år hver gang jeg svinger dette papir i luften og beordrer en ven jeg virkelig holder af: Elsk den imam! Nu gentog jeg det. Giv mig min stok!
Skuespiller 2: [Giver venlig opbakning med et skuldertræk] Det er vældig underholdende. Din stok er ved din side.
Skuespiller 1: Fortæl mig nu som en foryngelsessuppe hvilke manuskripter vi har fået ind i dag…
Skuespiller 2: Jeg må skuffe dig. Ingen resultater. Vi må vente tålmodigt.
Skuespiller 1: [Teatralsk, overspiller bevidst] Jeg er nu 80 år gammel. Men jeg ved, ak, at tålmodighed ikke er en præstation. Tålmodighed er ikke noget man skal præstere. Nej, nej, det er det ikke.
Skuespiller 2: Jeg er 50 år gammel. Jeg ved den slags, kære ven.
Skuespiller 1: Kære ven, hvornår dumper det manuskript ind ad brevsprækken som vi sådan har glædet os til. Det med sætningen: ”At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.”
Skuespiller 2: Den gyldne sætning som ikke findes i Netflix’ repertoire. ”At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.”
Skuespiller 1: For at et sådant ejerskab kan finde sted i kærlighed og i sandhed må der være et skjult patriarkat.
[Abraham og Anne Lise ind fra samme side som da Skuespiller 2 gjorde sin entre. Ophidsede, midt i en diskussion]
Abraham: At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt. [Anne Lise halser efter ham, men de når at forlade scenen i modsatte side før vi hører hendes svar]
Skuespiller 1: [Løber efter dem, chokeret, ophidset, taber A4-arket, drejer sig om og betragter det flygtigt og forlader scenen i løb] Abraham! Sådan må du ikke sige!
[Skuespiller 2 samler A4-arket op og forlader scenen til modsatte side. Lys ud]
