[Skuespiller 1 alene på scenen iført fjerprydning]
Skuespiller 1: Vi voksne danskere svigter børnene hvis vi bliver ved med at være overblufærdige omkring religiøsitet. Børns forældreloyalitet findes i alle former og alle farver. En regnbue der regner tårer. Giv dog engang imellem børnene en oplevelse af at være familierollenulstillede i forhold til deres forældres vigtige liv og ideer. Voksne skal ikke opføre sig som forkrampede pattebørn der kaster sig på maven overfor den serielle monogamis alter. Det er da værre end julematerialisme. Børns religiøsitet tæller. Børns religiøsitet batter. Børns religiøsitet mærker vi voksne. Bare lad være! Giv børn i alle aldre en chance og en mulighed for at tage forældreopgøret og forældrefjendskabet uden om religiøsiteten forstået sådan at vi skal udvise følsomhed, takt og korrekt timing hvornår og hvordan vi præsenterer børnene for kirkelivets fred og dets bekymringsfritagede glædelige budskab. Dansk Folkeparti og Tidehverv opfører sig grotesk ved at annektere kristendommen voksenagtigt. De burde opføre sig gotisk, legende, surrealistisk. Religiøs opdragelse er ikke enkel. Det er ikke det jeg siger. Den er kompleks og kræver iværksættelsen af alt det intellektuelle apparatur den enkelte kan mønstre. Hvornår vil du forklare dit barn at det ikke bliver ved dig og dine uforlignelige præstationer vedkommende kommer til at klare sig i livet? Børn er kloge, siger danskerne. Jamen så lad dem få fred fra dig hvis du ikke har hverken horisont, dannelse eller fantasi til at beskæftige dig med de ting der virkelig betyder noget. Giv dem ikke alle de forbandede tests og lange skoledage. Ellers bliver hele samfundet forpestet af præstationsoptimisme.
[Stille dansemusik. Kvinderne ind iført kjoler. Skuespiller 1 danser med dem alle efter tur. Erotisk, inderligt med dæmpet, lækker musik. Der går halvandet minut. Skuespiller 2 ind som henvender sig direkte til publikum også.]
Skuespiller 2: Anmelderne kalder mig en Sancho Panza. [Sniger sig til at iagttage den erotiske dans. Genert, fnisende.] Jeg tror denne scene er en hilsen til Skuespiller 1’s fortidige erotiske eskapader. Søde minder om flere kvinder end man kan tælle på to hænder. Han satte dem ikke op på en piedestal. Næ, han lagde sig på maven så han ikke kunne se dem. Han blev altid dybt forelsket. Måske var han forelsket i København. Ak ja. Forhistorien. Han slap ud af dette helvedeskammer. Blev skuespiller, men ikke af mit format. Fandt sin lille plads i livet. Forligede sig med sin egen død. Blev noget for andre. Han ejer ikke et landbrug ligesom jeg. Han er besiddelsesløs. Hans sko er mistænkelige men jeg har tillid til ham. Jeg nærer en dyb kærlighed til denne mand. [Skuespiller 2 på vej ud.] Hvordan jeg skal klare mig uden ham når han bliver gift ved jeg ikke. Så har jeg kun mine gummistøvler og min udsigt. [Dansen fortsætter endnu halvandet minut. Lys ud]
