Abraham: [Står ved et bord med skål og ingredienser til brød] “Jeg må sige at disse sfærer af høj menneskelighed jeg stiger op i når jeg får det bedre psykisk somme tider virker stik modsat på mig. Ja, nærmest nedslående. Jeg får ind imellem lyst til at bide i græsset.” [Smøger ærmerne op]
Anne Lise: “Vi må passe på dig. Hvad bager du?”
Abraham: “Et flute. Jeg troede du talte i telefon med en ven.”
Anne Lise: “En telefonsælger.”
Abraham: “Hvor gammel?”
Anne Lise: “Cirka 60.”
Abraham: “Mand eller kvinde?”
Anne Lise: “Kvinde.”
Abraham: “Har du ellers haft en god dag?”
Anne Lise: “Ubærlig. Der landede en fjer på min bil.”
Abraham: “Men du har kun en cykel.”
Anne Lise: “Alt er relativt. Må jeg hjælpe dig med flutet?”
Abraham: “Så lad gå da.”
Anne Lise: “Jeg er bekymret for detektiven?”
Abraham: “Har du hemmeligheder som du frygter han vil afsløre?”
Anne Lise: “Nej. Jeg er bekymret for detektiven personligt. Når folk du taler med er meget ensomme ved du at de ikke tænker på dig eller de ting du siger. De er ligesom blevet til en hær af glaskugler. I stykker.”
Abraham: “Jeg er med på, hvad du mener.”
Anne Lise: “Han sad og grinede ind i væggen da jeg besøgte ham på hans værelse.”
Abraham: “Han burde spærres inde.”
Anne Lise: “Så. Nu kan du næsten bage et flute.”
Abraham: “Nu kan jeg næsten bage et flute.”
Anne Lise: “Kys mig!”
Abraham: [Kysser hende] “Jeg kommer altid til at dominere min partner. Det sker ufrivilligt.”
Anne Lise: “Du er en halvgud. Det er bare derfor. Mænd er halvguder.”
Abraham: “Salt i.” [Hælder salt i skålen]
Anne Lise: [Primalskrig af flere sekunders varighed] “Neeeej! Nej-nej-nej. Nu kom der for meget salt i!” [Græder]
Abraham: “Det var rigtig irriterende for dig at flutet fik for meget salt.”
Anne Lise: “Det bliver aldrig et rigtigt flute. Det var en vandmasse.”
Abraham: [Tager hende i sin favn] “Såååh. Det var en rigtig vandmasse var det. Den dumme vandmasse blev til en mægtig saltmasse med vandmasse, ja, den gjorde.”
Anne Lise: “Hvor er det godt at vi har hinanden, os to.”
Abraham: “Ja.”
Anne Lise: “Vi ved begge to, at ingen kan tåle salt i de mængder.”
Abraham: “Det er der ingen der kan vide for os.”
Anne Lise: “Det er der ingen der kan vide for os. Der sagde du noget klogt min egen mand. Kys mig!” [De kysser hinanden igen]
