Abraham: ”Det er vigtigt for os at forstå at når min personlighedsforstyrrelse står i flammer brænder jeg også.”
Anne Lise: ”Det kan jeg faktisk godt forstå.”
Abraham: ”Det er vigtigt for os.”
Anne Lise: ”Jeg synes det er vigtigere end at vi skal gå i kirke nu hvor vi er blevet skilt.”
Abraham: ”Så du synes det første er vigtigere?”
Anne Lise: ”Afgjort.”
Abraham: ”Men jeg elsker dig. Jeg elsker dig så meget at man kan se det igennem et kors.”
Anne Lise: ”Man kan se alt igennem et kors.”
Abraham: ”Der findes en film der hedder Fanny og Alexander.”
Anne Lise: ”Der findes en svamp der hedder præstepik.”
Abraham: ”Lad os gå i skoven og samle svampe. Lad os se film og more os.”
Anne Lise: ”Abraham. Det er vigtigt at forstå at jeg kaster et askeslør over hele din verden. Du skriger fra dit halve liv. Jeg er ramt af en dyb demens.”
Abraham: ”Mit seneste kærlighedsdigt. Til dig. Hvorfor gøre grin med det?”
Anne Lise: ”Jeg har også mine problemer. Demens. Tja. Nu går jeg. Eller rettere: Nu går du. Du skal bo i en æske i nærheden.”
Abraham: [Visne blade daler. Ganske få] ”Nu. Hvad er det? Efterårsblade. Se! Taknemmelighed.”
Anne Lise: ”Taknemmelighed.”
