Home Non-categorized “Der vimses”: 1. Akt, 19. Scene

“Der vimses”: 1. Akt, 19. Scene

32

Anne Lise: “Jeg er udmattet. Fortæl mig noget, men det skal være modent. Modent og afslappet. Tro frem for alt på dine egne ord.”

Abraham: “Men jeg tror ikke på mig selv.”

Anne Lise: “Hvorfor, Abraham. Hele dit indre er tåget, som en væg af lys og skygger. Jo bedre jeg har lært dig at kende, jo, mere starutagtig er du blevet. Nej. Overhør den sidste sætning.”

Abraham: “Mit indre er et mysterie. Dit indre er et mysterie.”

Anne Lise: “Men mit indre mysterie ser du gennem dit indre mysterie. Mit indre mysterie er mit! Den gang vi mødtes forklarede du at mænd og kvinder alle bare er mennesker og at forskellen er ubetydelig. Nu tror jeg virkelig på at da Nora forlod Helmer gennem den dør lige derhenne gjorde hun det fordi hun var passiv og tilfreds med at være passiv. Jeg forstår ikke Ibsens stykke, men jeg er også sådan, ligesom Nora. Jeg er gammeldags. Ikke romantiker. Gammeldags.”

Abraham: “Myten om den aktive mand og den passive kvinde er bare en myte.”

Anne Lise: “Det forstyrrer mine cirkler, det du siger dér.”

Abraham: “Hvorfor?”

Anne Lise: “Jeg er passiv. Du er aktiv.”

Abraham: “Det ville jeg netop have sagt til dig, hvis du havde ladet mig tale til ende. Hør nu. Manden, mig, fortryller en hel skov og beder kvinden, dig, træde indenfor.”

Anne Lise: “Virkeligheden er, at i virkeligheden findes der slet ingen fortryllede skove.”

Abraham: “Jeg er ked af, at du blev bange for mig de gange. Det værste i mig kom frem. Undskyld.”

Anne Lise: “Der er noget radikaliseret ved dig. Jeg er stadig bange for dig.”

Abraham: “Undskyld.” [Falder sammen på knæ]

Anne Lise: “Du er tilgivet. Rejs dig op. Tag din båre og gå.”

Abraham: “Hvor skal jeg gå hen?”

Anne Lise: “Til et sted hvor der er birketræer.”

Abraham: “Birketræer?”

Anne Lise: “Hvis du går til Barbara så hils Christina.”

Abraham: “Jamen jeg kender ikke nogen af de madammer. Jeg kender dig. Jeg elsker dig.”

Anne Lise: “Kvindeklubben. Hvis du går til madam x, så hils madam y.”

Abraham: “Din spøgefugl.”

Previous articleTak, Gud, for freden denne efterårsaften
Next articleMaradjøngade om Stauffenberg, Kafka og Lauper
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.