Home Non-categorized ”Der vimses”: 1. Akt, 7. Scene

”Der vimses”: 1. Akt, 7. Scene

1668

[Personerne sidder omkring stort bord. Skuespiller 1 og 2 sammen. Simone og de to statister. Detektiven. Abraham og Anne Lise]

Kvinden: I må ikke lade jer distrahere af mit udseende eller tage mig på røven. Vi skal lige have styret Danmarks åndelige skib på ret kurs og tilrettelægge hvad der skal ske. Jeg er den eneste der tør.

Simone: Hvad handler mødet om?

Kvinden: Det handler om ikke at dra sig undan.

Simone: Hvem er under mistanke?

Detektiven: [Spidser ører] Mistanke?

Kvinden: Ingen er under mistanke. Og der er ingen psykologer eller regibemærkninger der kan hjælpe os. Ingen. [Abraham markerer forsigtigt med hånden som i en skoleklasse] Abraham?

Abraham: Din skønhed distraherer mig. Kan du ikke sætte dig op bag mikrofonen igen. Vi kan godt klare os uden din hjælp.

Kvinden: Det er nok bedst. [Går ud]

Højttaler: Så er jeg tilbage.

Anne Lise: Det er bedre sådan her. Tak, kvinde fra stjernerne. Hvad kan du se?

Højttaler: Jeg kan ikke se fremtiden. Jeg kan ikke se skæbnen. Jeg kan se Gud fra hvor jeg sidder.

Detektiven: Det er interessant! [Tager det hvide skæg på der ligger på bordet] Gud er en kvinde med hvidt skæg. [Giver skægget til Anne Lise som tager det på]

Anne Lise: Jeg er en stærk kvinde.

Skuespiller 1: Jeg troede dette stykke handlede om at jeg skulle træde i karakter. Nu sidder jeg i et konferencelokale med en kvinde med et hvidt skæg.

Skuespiller 2: Det ordner sig. Græd ikke.

Skuespiller 1: Jeg græder ikke.

Skuespiller 2: Dit ansigt er helt opløst.

Skuespiller 1: Kan vi ikke ordne resten af det her stykke med fire improvisationer som klart og tydeligt illustrerer dets pointe og så få en lykkelig slutning.

Abraham: Visne blade. [Visne blade daler ned over hele scenen]

Anne Lise: Det er en kedsommelig idé.

Simone: Hvad for fire improvisationer?

Skuespiller 1: Første improvisation: Efterår. Anden improvisation: Vinter. Dernæst forår og sommer.

Anne Lise: Sikke en traditionalistisk idé. Ingen garvede teatergængere forventer årstider. [Lys ud]

Previous articleTak, Gud, for denne dags fredfyldte glæde
Next articleTak, Gud, for dagen som henrandt
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)