[Personerne sidder omkring stort bord. Skuespiller 1 og 2 sammen. Simone og de to statister. Detektiven. Abraham og Anne Lise]
Kvinden: I må ikke lade jer distrahere af mit udseende eller tage mig på røven. Vi skal lige have styret Danmarks åndelige skib på ret kurs og tilrettelægge hvad der skal ske. Jeg er den eneste der tør.
Simone: Hvad handler mødet om?
Kvinden: Det handler om ikke at dra sig undan.
Simone: Hvem er under mistanke?
Detektiven: [Spidser ører] Mistanke?
Kvinden: Ingen er under mistanke. Og der er ingen psykologer eller regibemærkninger der kan hjælpe os. Ingen. [Abraham markerer forsigtigt med hånden som i en skoleklasse] Abraham?
Abraham: Din skønhed distraherer mig. Kan du ikke sætte dig op bag mikrofonen igen. Vi kan godt klare os uden din hjælp.
Kvinden: Det er nok bedst. [Går ud]
Højttaler: Så er jeg tilbage.
Anne Lise: Det er bedre sådan her. Tak, kvinde fra stjernerne. Hvad kan du se?
Højttaler: Jeg kan ikke se fremtiden. Jeg kan ikke se skæbnen. Jeg kan se Gud fra hvor jeg sidder.
Detektiven: Det er interessant! [Tager det hvide skæg på der ligger på bordet] Gud er en kvinde med hvidt skæg. [Giver skægget til Anne Lise som tager det på]
Anne Lise: Jeg er en stærk kvinde.
Skuespiller 1: Jeg troede dette stykke handlede om at jeg skulle træde i karakter. Nu sidder jeg i et konferencelokale med en kvinde med et hvidt skæg.
Skuespiller 2: Det ordner sig. Græd ikke.
Skuespiller 1: Jeg græder ikke.
Skuespiller 2: Dit ansigt er helt opløst.
Skuespiller 1: Kan vi ikke ordne resten af det her stykke med fire improvisationer som klart og tydeligt illustrerer dets pointe og så få en lykkelig slutning.
Abraham: Visne blade. [Visne blade daler ned over hele scenen]
Anne Lise: Det er en kedsommelig idé.
Simone: Hvad for fire improvisationer?
Skuespiller 1: Første improvisation: Efterår. Anden improvisation: Vinter. Dernæst forår og sommer.
Anne Lise: Sikke en traditionalistisk idé. Ingen garvede teatergængere forventer årstider. [Lys ud]
