Eftersom Hydyky er ligesom et søm af is igennem hjertet forekommer det de fleste mærkeligt at han behandler andre så nænsomt, alvorligt, høfligt og blødt. Det blæser da jeg møder ham og vores hatte flyver af.
Vores hatte forsvandt.
“De blev opslugt af ovnen inde i tordenvejret.”
Ovnen? Tordenvejret?
“En metafor. En tåbelig metafor. Schiller elskede hvert aspekt af den.”
Hybyky ser forelsket på mig med sine store nuttede hundeøjne og lægger hovedet på skrå. Jeg aer ham og lægger mærke til at åbningen i hans mund ligner en silhuet af to forlængst glemte lig der tæt omslyngede ruller ned ad en sneskråning. Hybyky står lidt i et hjørne og betragter de tre skibe der sejler ud af hans hånd. Jeg hopper på hovedet ned i hans frakkelomme. Han peger på den lille gule by.
[Overskriften for denne artikel er hentet fra en tilsvarende på dr.dk som jeg helt ærligt ikke forstod.:-)]
