“Jeg går altid ind i en samtale som en diskret jagt på svaret om det er mig eller samtalepartneren der er det bedste menneske og dermed kan lyse lidt på os begge.”
Det må man sige du gør.
“A’hva?”
Burde du ikke i stedet holde fokus på soberhed?
“Nej, en samtale er altid lidt ud over det sædvanlige. Noget eksklusivt og ikke sjældent noget direkte opløftende. Ja, vi kan kalde det alt muligt. En behagelig tunnel der er mosbeklædt på indersiden med slikoverraskelser i nicher i væggene.”
Skulle vi ikke lade være med det.
“Vi kan sagtens bare kalde det en dialog efter sokratisk forbillede, men med den lidt forstyrrende egenskab at der ganske ofte indgår to oplyste, postmoderne Sokratesser i stedet for en. Lyder det uoverskueligt?”
Det lyder ikke uoverskueligt, bare vældig energikrævende.
