Når romandebuterende Anna Bankes protagonist Banna Anke i romanens første sætning umotiveret spiser en bid af en håndsæbe og derefter kaster op, skal det ses som udtryk for en humor som jeg finder subtil, underspillet, dyb – og dybt grinagtig. Det er også sjovt at kaste med dej eller knuse en flaske på nordpolen i selskab med en mand der ligner Odysseus. Det er bare morsomt. Basta. Alle disse vitsagtige ting får lov at ske på bogens første side. Men så kommer side to. Og hvilken side altså! Jeg vil sige at side to er mindst to gange bedre end side tre i Dostojevskijs Idioten. Det siger meget, ja. Jeg læste således side to hele fire gange i træk og hver gang grinede jeg hult og samtidig lød der et buldrende ekko nede fra min mave. Da jeg netop sad i en overfyldt togkupé imens dette stod på forsøgte jeg at afledede de omkringsiddendes opmærksomhed fra lyden ved at gemme mig i en enorm stortromme som pigen ved min side havde medbragt på togrejsen og holdt i sine hænder. Jeg kom indenfor i trommen og dens interiør var usædvanligt flot i betragtning af at trommens markedspris var fire milliarder dollars. Jeg har helt glemt at fortælle at vi alle i toget var nærmest usigeligt rige. Togets indre belysning dæmpedes i næste nu, hvilket vanskeliggjorde min læsning og nedsatte læselysten og det eneste jeg kunne vide der med sikkerhed eksisterede i hele verden var pigens bare fødder som lod sig se nederst i synsfeltet gennem et hul i stortrommen hvor der engang havde siddet en skrue. Nu hvor jeg ikke formåede at læse gav jeg mig til at undre mig over om togkonduktøren, når han engang dukkede op, ville give sig til at udånde og indpuste giftig røg så situationen i trommen ville blive kritisk. Jeg kunne dø. En mærkelig, ubeskrevet blå død.
