I den værdsættende samtale fortæller vi hvad vi ønsker os.
Jeg ønsker mig at det er nutidige forfattere der kommer ind i programmet. Jeg ønsker en vekselvirkning mellem formidlingseksperter og forfattereksperter. Jeg ønsker en kærlig og værdig fastholden af begge positioner i samme program. Hellere en *obstruktiv spænding* frem for *formidlingspæresuppe*.
Nøgleordet for det format jeg foreslår og skitserer her er *kærlig obstruktion*. Realistisk set er forfattere vant til at leve *vældig udsat* både i forhold til nye ideer, i forhold til tidsånden og i forhold til den måde forfatteren lever sit liv. Nøglespørgsmålet er i den sammenhæng *den almindelige seers* *rimelige fordomme* om forfattere og det at være forfatter. I en formidlingssammenhæng, som mit foreslåede format i bund og grund indgår i, må forfattere finde sig i at fremstå som idioter, i den von Trierske forstand. Det er ufordelagtigt af flere grunde at fremstå som idiot, men der kunne godt tænkes at ligge en dualitet i denne afstandtagen: Vi kender alle kærligheden til både *den fortabte søn* og *katten der gik sine egne veje*.
Vi må ikke forestille os at danskerne kan ”lære en forfatter at kende”. Et menneske har *4 måder det ser ud på* og *14 måder det er på*.
