Torsdag i lokale 17
Roland: ”Jeg føler mig nu ikke så ked af det, som du lige sagde.”
Krikke Danielsen, leder: ”Jamen Roland, Roland. Jeg sagde jo bare at du er ked af det og bange.”
R: ”Du sagde ikke jeg var bange.”
KD: ”Nej. Jeg sagde, at du er ked af det.”
R: ”Nej. Du sagde at jeg er enormt ked af det.”
KD: ”Ja.”
R: ”Og skal vi så ikke komme videre. Skal vi ikke tale om hvordan det går på arbejdet?”
KD: ”Men du forstod jo hvad jeg sagde da jeg talte om din komplekse sorg.”
R: ”Kompleks?”
KD: ”Ja. Jeg glemte at sige, ligesom Morten Hjerl-Hansen i sin ”Pamflet fra Statsministeren” at sorgen er det mest komplekse i livet?”
R: ”Morten Hjerl-Hansen, hvem hulen er det?”
KD: ”Det er ham der definerer meget menneskeligt ud fra at sorg er det mest komplekse i livet.”
R: ”…”
KD: ”Pointen er, at du forstod hvad jeg mente da jeg indledte vores samtale med at jeg lagde hovedet på skrå og kom med det, i virkeligheden ret hensynsfulde, udsagn at du er ked af det.”
R: ”Jamen hvis det er tilfældet for alle, jeg mener, hvis det gælder for alle, så er dette ikke en MUS samtale, men en filosofisk samtale om en pamflet fra Statsministeren.”
KD: ”Ok. Læs pamfletten og så mødes vi i morgen.”
Den følgende dag, sammesteds
KD: ”Har du det bedre?”
R: ”Du har misforstået pamfletten. Der står ikke at mennesket som udgangspunkt er enormt ked af det, men at sorg er det mest komplekse i livet. På grundlag af dette forhold defineres en humantypologi, altså en måde at sige noget om hvilke typer mennesker der findes.”
KD: ”Fint. Jeg har misforstået pamfletten. Vil du have kaffe?”
R: ”Ja tak.”
KD: ”Hvad er du ked af, Roland?”
R: [Får kaffen i den gale hals. Hoster.] ”Ikke af en skid.”
KD: ”Det er i modstrid med pamfletten. Og den kommer fra statsministeren, Roland.”
R: ”Den kommer fra Morten Hjerl-Hansen.”
KD: ”Morten Hjerl-Hansen er statsminister.”
R: ”Det er jeg ligeglad med. Det her er en MUS samtale. Din coaching går for vidt.”
KD: ”Jeg fyrer dig.”
R: ”Fyrer du mig?”
KD: ”Nej. Jeg truer med at fyre dig.”
R: ”Du truer altid med at fyre alle.”
KD: ”Vi ses næste år. Hvis jeg ikke har fyret dig forinden.”
R: ”Hvis du ikke har fyret mig forinden.”
Året efter
KD: ”Jeg fyrede dig ikke. Vi er blevet identiske.”
R: ”Vi er blevet identiske.”
KD: ”Vi er i hvert fald blevet klogere.”
R: ”Og det kan folk mærke.”
KD: ”Vi er ikke frustrationsmennesker længere.”
R: ”Førhen var vi så frustrerede.”
KD: ”Nu er vi anderledes. Vores samarbejde går mere raskt, hvis jeg må bruge et udtryk lånt fra 1950’erne.”
R: ”Du har fortjent at måtte bruge udtrykket, i hvert fald.”
KD: ”Tak.”
R: ”Det var så lidt.”
KD: ”Du må gerne bruge et udtryk man bruger i dag, nu.”
R: ”Nu?”
KD: ”Nu.”
R: ”Altså nu?”
KD: ”Du kører bare.”
R: ”Jeg får mere fra hånden, med et udtryk lånt fra nutidens Danmark.”
KD: ”Det er egentlig sjovt med det udtryk.”
R: ”Det er et sjovt udtryk.”
KD: ”Vidste du at man begyndte at bruge det allerede omkring år 1900?”
R: ”Du fortalte mig bag gardinet i vestibulen i formiddags at det skete i 1901.”
KD: ”Tænk, gjorde jeg virkelig. Ja. Hvorfor har vi egentlig et gardin i vestibulen?”