Det lille friske, flovt imødekommende smil fra en person der er blevet forbigående depersonaliseret formedelst læsning af en bog uden humor har jeg egentlig aldrig brudt mig om. Kunstigt afstivet, ved at blive æltet i en halv time til to timer af en oppustet forfatter med to personligheder der ikke mødes på midten og i øvrigt er akkurat lige latterlige fordi ingen voksne tegner bogstaver længere. Opløftet er et helt forkert ord. Men det er den slags folk siger. Jeg er netop nu opløftet. Er du klar til at snakke med mig o stakkels menneske fra det forsumpede lavland hvor bønder skrige. Nej, jeg er ikke klar til at snakke med dig. Hold dig væk og ifør dig en mere passende toga eller kimono, din skinhellige børste. Det var netop ikke en stærk personlighed du læste. Det var en figur. Du lå bare og knaldede, ved jeg. Den slags kan jeg se på dit smil og dit tomme blik.
Ikke opløftet. Afstivet. Hypnotiseret. Forført. Forledt. Opløftet? Ikke opløftet. Du er ikke opløftet. Det har jeg sagt før og jeg bliver ved med at sige det indtil der ikke er en eneste telefonboks tilbage i dette land. Indtil den sidste er blevet tryllet om til et af de dersens pissehuse med krumme døre. På bjergene vil jeg udråbe mit budskab. På de fleste af dem, i hvert fald. Et bjerg er et passende sted, fordi der møder man ikke så mange mennesker og dermed virker det mindre pinligt end hvis jeg udråbte det stående foran lærredet i en biograf med et rødt, trekantet flag i hver hånd og derved markerede at der var tale om et kunstnerisk intenderet optrin, en såkaldt performance, på en måde der tilmed var prisbillig. Den slags nu vil jeg sige min mening flag kan købes alle steder for ingen penge. Det ved du, det ved jeg, det ved elefanter.
