Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: “Det gør godt at græde.” Manden har tydeligvis feber og er uhelbredeligt syg, men han har sagt noget sandt. En lille anemone vokser op af gulvet og knejser tilfreds. Den kaster sin slagskygge på manden som forsvinder i et puf.
0,9 procent surrealisme: “Alle burde græde altid og uden ophør.” En virkeligt bizar måde at være hårdhjertet. Der mangler lige en knivspids surrealisme, så fyren her faktisk græder.
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: “Man skal da sige sin mening!” Absurd og livsudueligt nonsens der vidner om en skiderik. Har fået surrealismen galt i halsen. Der vokser slyngplanter ud af øjnene, men fødderne er pinligt intakte.
100 procent surrealisme: “Hvad øret ikke hører, hjertet ikke rører.” Bør suppleres med “Hellere være uendeligt tålmodig med hinanden end piske frem med alle mulige følelsesudbrud. Man kan sagtens græde alene.”
