Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: ”smaagalehusene.dk lyder som en sympatisk idé”. Næsten ingen surrealisme. Tåkrummende lidt surrealisme i dén udtalelse.
0,9 procent surrealisme: ”Man kan per definition ikke indkvartere behandlingskrævende psykiatriske patienter privat og ligefrem opfordre dem til at blive ‘studerende strejfere resten af livet’ for det betyder at de bliver dårligere og muligvis hjemløse.” Surrealismen stiger lidt. Det bliver pinagtigt at høre på. Det er surrealistisk at gøre sig klog på alle de ting på én gang. Og det er vattet.
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: ”Jeg synes det er en pisse god idé.” Endnu en abe er blevet fuld af sig selv. En yderst upassende mængde surrealisme. Næste!
100 procent surrealisme: ”smaagalehusene.dk er ledigt!”
