Der er noget hårdt ved surrealismen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?
0,1 procent surrealisme: “Kærligheden er surrealistisk.” En bøvet ting at sige. Der er utrolig få situationer i livet hvor man mærker kærligheden udfoldet på denne måde, som en blomst. Derfor vil denne erklæring almindeligvis blive opfattet som et blærerøvsagtigt og knastørt udsagn om ens egen visdom i forhold til både livet og De Skjønne Kunster. De fleste mennesker slår græs én gang om ugen og dét er dét. Så er dagen gået med noget relativt fredeligt og fornuftigt.
0,9 procent surrealisme: “Jeg er træt af alt det kaotiske som kærligheden indebærer. Jeg prøver virkelig at elske. Men man skal også kunne hænge sammen.” Så forstår jeg bedre den krøllede jakke du har på. Den får dig til at ligne en diamant. Vattede taber!
1,0 procent surrealisme: Findes ikke.
10 procent surrealisme: “Er rå magt over mine nærmeste min hemmelige ven?” For sentimentalt, psykotisk og hysterisk til at nærme sig et anstændigt mål af surrealisme. Et hold Shakespeare skuespillere kunne muligvis få noget ud af denne linje, men drønende kedsommelig det er den.
100 procent surrealisme: Vi er udleveret til hinanden.
