Du kaldte mig i går verdens bedste Far og det blev jeg sgu benovet over. Det skal fejres og det skal blive i form af en tale på skrift holdt her fra min seng som i mange år har tjent mig som sygeleje og et sted hvor jeg slapper af fra denne verdens vrimmel som blandt andet er at jeg bor i en lille, stille by hvor folk som de er flest er alt for optagede af at være generte på en måde som for mig nok er vrimlende men mere drænende.
Jeg ved ikke hvordan man baner vejen for din kreativitet. Min sjælevens Far gjorde tricket, så jeg har set det ske, på anden hånd, men min sjæleven er skribent ligesom jeg og på en måde har han dokumenteret det, selvom personerne i bogen der er tale om for mange virker udknaldet barnagtigt-voksne og sproget er voldsomt og iblandet absurdistiske og groteske elementer. Men mange mener det er hans hovedværk. Jeg mener at hans stil er hovedværket. Du har ind til videre lavet to film, den om din “Mors øje” og den om Manzibar den grønne pandekage, de talte et rent sprog til mig eftersom de lærte mig om din humor og tilhørte evighedens domæne, fordi de omhandlede og tog udgangspunkt i nuet. Jeg har en eller anden oplevelse af at du er mere interesseret i at lave filmen end at se den bagefter, mere end et par gange. Det ligger meget naturligt for dig at lave film og du har absolut ikke lært det af nogen eller prøvet det før. Jeg er et stort spørgsmålstegn.
Dit filmsprog er så renfærdigt fordi du er et barn. Du har talent. Jeg oplever fra min egen erfaring, dvs. min erfaring lærer mig, at du på et tidspunkt vil opleve en konflikt mellem samfundets normer og din naturlige og umiddelbare måde at lave film på. Du vil gerne være statsminister og dyrlæge samtidig. Måske skal du gøre som din Faster og blive filmskaber i stedet.
Psyken er tættere allieret med normerne end ånden. Ånden kræver tit vi gør noget andet end det normmæssige. Noget der på en gang begrunder og ligger ud over det normmæssige, rodfæster sig i en kunstnerisk prakis hvor vi er åndeligt og psykisk livsglade og udmunder i stjerner i håret og, når det er nødvendigt, i en beredthed i forhold til at gå i proces hvad enten der er tale om selvarbejde eller sammen med en behandler i samdrægtighed og samklang eller i den udvandede mellemting som din gamle Far beskæftigede sig med i foråret, nemlig referencebefriet processuel dagbogsskrivning som har bragt ham, mig, ud på forholdsvis dybt vand i forhold til spørgsmålet om værket skal udgives eller forblive cyprianus.
