Ding Bister må være en af de dårligst klædte mænd jeg er stødt på. Hans sko er to enorme ko-nyrer. Alene det. Og så har han altid en ladt pistol stukket ned i lommen på sit forklæde. Se, det er bestemt ikke at være velklædt i mine øjne. Men hvad kan man forlange når ens far hed Kinderæg Svinderæg og gik med bombebælte og grøn cigaret. Ja. Der er sagt og skrevet meget om mænd. Denne hersens er en tand for meget. Krøllet hår. Bazooka i ærmet. Ja, sådan tænkte jeg før interviewet gik i gang. Det var de overvejelser der fløj gennem mit hoved.
Dejligt vejr i dag.
*Bang*
Øh. Hvorfor skyder du op i luften.
“For at advare dig.”
Tak.
“Det var så lidt.”
Bister vil sove nu. Han er træt. Jeg giver ham hans mælk og på med nattøjet mens vi taler om citroner og fugle. Mens han sover tegner jeg det lille søkort han er så glad for på hans højre kind og lister mig stille ud af lokalet. Alt lys slukkes. Jeg tørner sammen med en rekvisit. Hornet på en tapir. Jeg famler efter min mobil og får tændt lys. Instinktivt fornemmer jeg at jeg er røget igennem en tidslomme og befinder mig i en sildekasse i år 1600. Gadedrengene hujer. Borgmestrene løber efter hinanden, opildnede efter vinterens seksuelle karantæne. Fuglene klør sig mellem ballerne i træerne. Bakterier og blomsterblade drysser ned. Jeg tager plads på en bundgangspæl langt væk ude i havet. Drømmer om Shakespeare. Drømmer om alfabetet.
