Maradjøngade: “Jeg bestrider folks ret til at have en holdning hvis de ikke omgås denne holdning filosofisk, vender den filosofisk, Wittgensteiniansk og faktisk, ja, selvransagende. Så den der med ‘Jeg er uenig i din holdning, men jeg vil dø for din ret til at have den’ er jeg slet ikke med på. Dem der ‘kører i det samme og det samme’ hvor det går ud over mennesker umyndiggør sig selv. Det er ikke samfundssind at ‘køre i det samme og det samme’ og det er dette fine og brugbare men uglamourøse sprogspil vi skal fokusere på når vi bedømmer vores politiske modstandere. For det skal vi. Ikke nødvendigvis i virkelige dialoger. Men i litterært-filosofiske-folkelige dialoger hvor vi netop bliver udfordret og møder modstand uden at blive retorisk/filosofisk latterliggjort samtidig.
Platon levede ikke i et oplyst repræsentativt demokrati. Men derfor må vi aldrig glemme filosofkongen. Manden der får ting ned fra skyerne og ikke skammer sig ved det. Manden der reflekterer verden i skrift der giver modstand for alle læsere. Uventede nuancer. Endnu ukendt præcision. Nyindvunden menneskelighed.
At bygge et helt samfund eller en samfundsforestilling på ‘Jeg er uenig i din holdning, men jeg vil dø for din ret til at have den’ er ligeså intellektuelt raffineret som at hyppe kartofler. Noget jeg har glemt i år, med det resultat at mange her ved sommerens kulmination henligger grønne og uspiselige.”
Takhøj: “Det første du sagde synes jeg er helt, helt forkert. Jeg gider ikke diskutere med dig når du virker så vred.”
[Pause.]
Maradjøngade: “Jeg synes bare at vi i samfundet er kommet for langt væk fra den idé om at den repræsenterende politiker skal være filosofisk skolet.”
Takhøj: “Jamen helt sikkert.”
Maradjøngade: “Jeg synes bare åbenlys arrogance er bedre end uerkendt, skjult arrogance.”
Takhøj: “Jeg synes måske ingen af delene er særlig godt.”
Maradjøngade: “Skjult arrogance kan jeg ikke lide. Jeg kan bedre lide hemmelig arrogance hvis det endelig skal være.”
Takhøj: “Nej. Nu kører du altså ud ad en eller anden tangent. Vil du så ikke lige prøve at definere skjult arrogance.”
Maradjøngade: “Skjult arrogance eller hemmelig arrogance?”
Takhøj: “Skjult arrogance tak. Jeg er ikke interesseret i den tangent.”
Maradjøngade: “Jeg er forvirret.”
Takhøj: “Men hvis vi skal videre er du nødt til at definere hvad du mener med skjult arrogance.”
Maradjøngade: …
Takhøj: “Det vi diskuterer er at politikere skal lade sig udfordre i stedet for at gentage deres standardholdninger igen og igen. Så skal de turde gå ind i en sokratisk dialog og se på tingene uden fordomme… uden forudindtagethed.”
Maradjøngade: “Nej. De skal turde læse en sokratisk dialog. Sokratiske dialoger er betændte. De handler næsten kun om umenneskelighed.”
Maradjøngade: “Kallikles og Gorgias er jo despoter, tyranner der ikke gør noget godt for deres undersåtter.”
Takhøj: “Nu taler jeg om det som et værktøj. Om at man skal turde lytte til hinanden og flytte sig sammen.”
Maradjøngade: “Jo, men man skal også konfrontere sig med ting der kan stå på et papir. Tænkte situationer som udfordrer vante forestillinger. Ekstremister og luftige bralrehoveder. Det må være uskyldigt nok at læse lidt om det.”
Takhøj: “Det kan jeg jo ikke være uenig i.”
Maradjøngade: “Nu kom vi da meget godt i hus. Bortset fra at jeg vandt og Den Anden Avis blev et å så vigtigt projekt igen.”
Takhøj: “Hvordan vandt du? Det var mig der fremførte hovedpointerne.”
