Home Non-categorized Døde etiske modekarakteristikker: “Jeg har aldrig hørt ham beklage sig”

Døde etiske modekarakteristikker: “Jeg har aldrig hørt ham beklage sig”

32

I min barndom hørte jeg ofte dette skudsmål udtalt om en eller anden abe af en voksen og jeg hadede det: “Jeg har aldrig hørt ham beklage sig”. Jeg hadede det ligeså meget som at blive banket oven i hovedet med at nu skulle jeg være kærlig. Nu skulle jeg smile sødt i spejlet og konkurrere med min jævnaldrende fætter om hvem der havde det mest naturlige smil. En unaturlig situation. En barok konkurrence orkestreret og påtvunget os af min indiskrete mor og hendes endnu mere indiskrete søster. Derfor, og udelukkende derfor, elsker jeg diskretion. Jeg elsker samspillet med bunddiskrete mennesker. Bundordentlige mennesker ved jeg ikke et hak om. Vis mig sådan ét, for jeg har endnu til gode at møde et bundordentligt menneske. Indiskretion er samtidig min egen primære arvesynd, men jeg lever med den og jeg holder af mig. Vis mig den klokkeørn der ikke kan blive umedgørlig. Jeg er ikke et dukketeater der spiller småfarcer fra overklassen. Jeg er en synlig fyr med masser af modsætninger som jeg ynder at sætte sammen foran andre, særligt foran diskrete mennesker som C. R. A.






Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”

Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020

Previous articleKonkordans – før og nu
Next articleFrisk halm til robotterne
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.