I min barndom hørte jeg ofte dette skudsmål udtalt om en eller anden abe af en voksen og jeg hadede det: „Jeg har aldrig hørt ham beklage sig“. Jeg hadede det ligeså meget som at blive banket oven i hovedet med at nu skulle jeg være kærlig. Nu skulle jeg smile sødt i spejlet og konkurrere med min jævnaldrende fætter om hvem der havde det mest naturlige smil. En unaturlig situation. En barok konkurrence orkestreret og påtvunget os af min indiskrete mor og hendes endnu mere indiskrete søster. Derfor, og udelukkende derfor, elsker jeg diskretion. Jeg elsker samspillet med bunddiskrete mennesker. Bundordentlige mennesker ved jeg ikke et hak om. Vis mig sådan ét, for jeg har endnu til gode at møde et bundordentligt menneske. Indiskretion er samtidig min egen primære arvesynd, men jeg lever med den og jeg holder af mig. Vis mig den klokkeørn der ikke kan blive umedgørlig. Jeg er ikke et dukketeater der spiller småfarcer fra overklassen. Jeg er en synlig fyr med masser af modsætninger som jeg ynder at sætte sammen foran andre, særligt foran diskrete mennesker som C. R. A.
