Kører vi ud af landevejen forbi Jørgensens Prismefabrik kommer vi til nogen vi godt vil være. Som par. Så det behøver vi ikke. Blandt andet fordi der er involveret mindst en, teoretisk set, falmet anorak. Et modent par som fandt sammen igen. Vejret kan mærkes, det er aprilsvejr, samtalen er af privat karakter, men giver kun mening privat, så vi behøver, som læsere, ikke at vide om det mest består af småord. Kropssproget viser det evige. Ifølge Jens noget han har set masser af gange. Ifølge Anne Marie noget der ikke har fundet sted i hendes bekendtskabskreds. Kropssproget er relativt blødt, kuldslået, sammentømret, lettet, håbefuldt, kærligt. Og på en måde er jeg ikke sikker på det med anorakkerne. Måske er der en anorak og måske er der ikke. Det er ligesom Schrödingers kat når den sover.
